Husk du har en aftale på kræft afdelingen mandag den 1 oktobersmiley, sådan en sms har jeg lige fået. I begyndelsen kunne jeg næsten ikke holde ud at der stod KRÆFT AFDELINGEN når jeg fik besked i E-boks eller på sms fra sygehuset, men nu har jeg vænnet mig til detsmiley
Det er “kun” til lægesamtale og udlevering af antihormon og denne gang til et år frem i tiden.
Først var det to gange med 3 måneders interval og så et halvt år og fra på mandag årligt.
Selv om jeg føler alt er som det skal være, så er det altid lidt nervepirrende at skulle til kontrol.
Lægen mærker på mig, om der er hævede lymfer eller forandringer i brystet og det er næsten ikke til at holde ud i de minutter hvor hun er helt stille.
I maj var jeg til min første mammografi og ultralyd efter operationen og behandling.

Jeg kunne genkende lægen fra sidst. Det var ham der foretog grovnåls biopsien.
Det er så mærkeligt, at jeg kan huske hver og en af de sygeplejersker og læger jeg har været i forbindelse med, men for dem er jeg selvfølgelig en ud af mange. Dog har jeg været imponeret over den empatiske behandling de alle udfører. Du føler dig både set og hørt.
Alligevel er der altid en frygt….tænk hvis nu. Jeg er meget konsekvent med at skubbe disse tanker i baggrunden. Jeg nægter stadig at lade mig styre af angst og frygt.
Jo jo, jeg falder da også i, men i korte øjeblikke. Jeg ved hvornår jeg skal holde mig LANGT væk fra artikler, tv udsendelser og mennesker hvor emnet er kræft.
Jeg er rigtig glad for at jeg for fremtiden bliver fulgt 2 gange årligt. Mammografien ligger i maj og udlevering af medicin samt lægesamtale ligger i oktober. Det føler jeg mig tryg ved.

Jeg ved også at jeg altid vil jeg være spændt/nervøs og især på selve dagen. Jeg klare det værste med en løbetur inden. Det får nerverne i ro.
De første gange var min mand med til lægesamtalerne, både for min, men også for hans egen skyld, da man i begyndelsen ikke helt kunne regne med hvad jeg kunne huske fra samtalen. Nu tager jeg selv afsted. Jeg føler ikke længere det er nødvendigt at tage ham med. Jeg er helt tryg ved det.
Jeg har fået en indre ro og føler jeg kommer mere og mere i balance. Jeg kan ikke gøre mere for min krop og sind end jeg gør nu, for at holde mig rask…
Jeg er i live……og jeg glæder mig til følelsen af lettelse når jeg køre fra kræft afdelingen på mandag.