I går skulle jeg på sygehuset og have udleveret medicin samt læge samtale/undersøgelse.
Jeg ved ikke om jeg vil kalde mig nervøs inden samtalen, men selvfølgelig gør jeg mig mange tanker og er også spændt/nervøs for undersøgelsen (eller som jeg ynder at kalde det, befamlingensmiley).
Jeg har gjort det til en vane, at jeg inden disse undersøgelser skal løbe/cykle eller hoppe på trampolin. Det får lige endorfin niveauet til at stige og giver ro i krop og sjælsmiley.

Bilen kan næsten selv finde derud og jeg kører altid i god tid, så jeg ikke stresser hvis der er meget trafik. Det betyder derfor, at jeg ofte kommer i god tid. Det gør ikke noget, så er der god tid til at registrer mig, finde venteværelset (jeg har ingen stedsans) og få tisset af. Jeg ved ikke hvorfor jeg ALTID skal tisse så snart jeg kommer ind på sygehuset, men sådan er det bare.

Første gang jeg sad i dette venteværelse kunne jeg næsten ikke kigge ud i rummet. Jeg havde den største lyst til at holde mig for øre og øjne. Der var syge mennesker OVERALT. Ja, jeg ved ikke hvad jeg havde forventet når jeg nu var på kræft afdelingen, men det var meget ubehageligt og jeg sad nærmest og trippede for at komme til, så jeg ikke behøvede at forholde mig til det dem var omkring mig.

I går sad jeg ganske roligt og betragtede omgivelserne. Det er selvfølgelig aldrig rart at se syge mennesker, men det generer mig ikke længere. Der var forsinkelser og derfor blev ventetiden længere.
Mine tanker fløj lidt rundt mens jeg betragtede de mennesker der sad eller kom og gik.
En ældre dame mente hun kunne komme forrest i køen til toilettet og blev efterfølgende tydeligt fornærmet da hun satte sig på en ledig stol mellem en far og søn, men fik at vide den var optaget. Jeg opdagede at hun ofte stirrede på mig…. hvad mon hun tænkte?
Par sad og talte sammen og ved mange kunne man ikke se hvem der var den syge.
Andre bar tydelig præg af kemo behandling. Enkelte fik ventetiden til at gå med at strikke, andre læse og andre igen (mig) sidde på telefonensmiley.
Jeg sad faktisk og følte mig i topform og følte mig malplaceret her blandt syge mennesker og alligevel har jeg så meget tilfælles med dem. Der er en ro og også munter stemning på trods af al den sygdom. Alle er venlige (på nær den ældre damesmiley), men der ligger en tåge af fælles forståelse i sådan et rum.
Så blev det min tur ved lægen. Eventuelle bivirkninger skulle drøftes og til slut undersøgelsen. Af med tøjet på overkroppen og så gennemgang af lymfer og derefter bryster……alt var i orden og så blev jeg udstyret med medicin til det næste år.
Det er i det øjeblik du finder ud af, at det alligevel har fyldt en smule..lettelsen der indfinder sig og jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg nærmest svæver hen til bilen og derefter bliver jeg altid træt….FANTASTISK alt er OK.