Hvorfor er det så svært at spørge direkte til mennesker der enten venter på besked fra undersøgelser, er syge eller er i en anden form for livskrise?

Ja, jeg synes heller ikke altid det er nemt. Er det fordi vi vil skåne personen? Eller er det fordi det er for svært at være i for en selv, alt efter hvordan personen reagerer?

Vi er næsten alle indrettet sådan, at det er høfligt at spørge hinanden hvordan det går, men vi vil helst høre det positive, alt andet er svært at stå i og hvis det gælder sygdom, kommer vi selv i kontakt med vores egen dødelighed.

En af de ting der var MEGET vigtig for mig var, at det var MIG der blev spurgt, hvis nogen ville vide hvordan det gik og ikke min mand. Det var jo ligesom mig der var igennem behandlingerne og bedst vidste hvordan jeg havde det. Min mand kunne jo egentlig kun svare på hvordan han havde det, i alt det der skete.

I begyndelsen lavede jeg et par fælles opdateringer til familien og så blev det til, at hvis de ville vide mere, så måtte de spørge og det var der flere der benyttede sig af,men ikke alle.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet meget mere konfronterende efter min sygdom, men hvorfor skal vi ikke reagere, hvis noget sker omkring os der enten undrer os, går imod os eller kræver en opmærksomhed fordi et andet menneske har det svært.

Det betyder jo ikke at vi derefter er tvunget til at hjælpe personen, starte et skænderi eller retfærdiggør vores handlinger, men vise at vi har SET personen/ eller hændelsen og at vi interesserer os for det der sker i vores omgivelser og tør italesætte det.

Det værste der kan ske er, at vi får et “det vil jeg gerne have du ikke blander dig i” og det er da til at leve med, frem for ikke at gøre noget, men hvor kan det dog være svært, for grænsen er hårfin for hvornår det er at blande sig.

Er det ren og skær nysgerrighed så skal man blande sige udenom (selv om den er svær), men har du den hensigt at spørge indtil personen, fordi du er interesseret i at høre hvordan det går, så er det bare med at spørge.

Husk at det er ganske forfærdeligt når du “mærker” at så snart du vender ryggen til, så bliver der talt om hvordan du så ud osv osv….