I går var jeg inde for at handle, lige efter den yngste var afleveret i skole.

Midt i grøntafdelingen ser jeg en kvinde med hat og jeg kan genkende looket fra en der får kemo behandlinger….

Jeg husker, at jeg ikke turde bruge kemo huer i offentligt rum. Hvis jeg ikke tog paryk på, så skulle jeg have en almindelig hue på.

Jeg ville ikke forbindes med kræft og sygdom, for jeg var ikke “syg”, men Helle og jeg ville ikke have medlidende blikke og stemmer der næsten ikke kunne finde ord for hvor forfærdeligt det var.

Jeg kunne simpelthen ikke bruge det til noget og jeg blev ikke rask af det, men jeg forstod godt meningen og at det var kærligt ment, men det kunne trække enhver ned i kulkælderen.

Måske var det derfor jeg foretrak at handle når der var færrest i butikkerne og derfor havde jeg den største lyst til at gå hen til denne kvinde og sige, at der havde jeg også været for to år siden for på det tidspunkt af dagen undgik man både smitterisikoen fra mange mennesker samt velmenende, men ynkende blikke.

Tro ikke, at jeg ikke selv har været den med gode råd og ynkene blikke. Tænk at føle sig i stand til det, når man ikke har en jordisk chance for at vide hvad en person går igennem, men det kommer altid fra en interesse og med ønsket om at hjælpe, sådan fik jeg det også da jeg så kvinden❤