Når vi udsættes for situationer i vores liv, som ryster os og vores følelsesliv bliver sendt ud i stormvejr, ja så tackler vi det på hver vores måde.

Jeg skrev lidt om hvordan jeg kunne blive barnagtig og nærmest forlange at vores overforbo skulle komme igen med sin hund og det hele bare var en dum drøm…

Det fik mig til at tænke over hvor forskellige vi i bund og grund reagerer i situationer, hvor vi bliver udsat for et tab af et menneske, får besked om alvorlig sygdom, skilsmisse eller andet.

Nogle deler med andre og har med det samme brug for at tale om situationen med venner og familie og har måske også brug for at være omgivet af andre det meste af tiden og at alle ved hvad man går igennem.

Og så er der min type…..Jeg har altid først og fremmest brug for at vide, hvordan JEG har det. Jeg har brug for at sætte mange ting på plads inden i mig selv, før jeg er i stand til at dele det med andre og derefter deler jeg det med mennesker jeg føler mig tryg ved.

Det er ikke fordi det er hemmeligt, men ofte orker jeg ikke at have fokus på det sammen med andre, for det er netop det tidspunkt, hvor jeg rent faktisk kan blive afledt og tage en pause….

Der vil aldrig være noget der er rigtigt eller forkert i hvordan vi tackler følelses kaos, så længe vi bruger tid på at bearbejde det. Om det er alene, med få udvalgte eller på en helt tredje måde.

Da jeg fik kræft skulle jeg også først finde mig selv i det, før jeg var i stand til at fortælle omverdenen at jeg var syg og derefter af respekt for vores piger, satte vi lidt regler op for hvornår jeg skulle spørges om forløbet, men det gjorde samtidig, at jeg på forhånd vidste, at det ikke kom til at omhandle mig, når vi deltog i forskellige arrangementer.

Man glemmer ( inklusiv mig selv), hvor mange gange man bliver spurgt om dagen og helt ærligt, så er det en smule trættende, selv om vi ved det er kærligt ment og her er jeg ikke bedre selv, for det er også at vise omsorg, for mennesker vi holder af ❤❤❤