Jeg fylder bloggen med ganske almindelige opslag om hverdagen og ikke kun emner der omhandler kræft forløbet.

Det er dels fordi jeg på mange måder er forbi perioden, men også for at vise, at det bliver hverdag igen. Det tror man ikke i begyndelsen af forløbet.

Der troede jeg aldrig, at jeg ville kunne leve uden frygt hver dag………men det kan man.

Der findes mange måder at få frygten under kontrol på og for mig er det motion og haven/drivhuset, men også at give plads til åndehuller, hvor tankerne kan få lov at tænkes igennem.

Jeg kan mærke når jeg har brug for at tænke. Det er især efter en travl periode, så skal tankerne lige på plads igen og tro mig, de kan stå i kø😊

Hverdagen kan også noget. I begyndelsen var jeg meget opmærksom på at turde springe ud i nye ting, prøve at gøre alle de ting der altid blev skubbet bag i køen, for kunne jeg nu finde ud af det eller?

Det har igen fundet sit leje, for her små 3 år efter det hele begyndte, kan det være svært at finde på nye ting der udfordrer mig i dagligdagen som der vel og mærke er tid til.

Jeg har heldigvis et job der udfordrer mig i at lære nye ting og det er jeg rigtig glad for.

Jeg tænker også, at det kan skabe rastløshed, hvis du konstant skal udfordres for at mærke du lever❤