Blog Image

Mig og brystcancer

Transformationen

Mit formål med bloggen er,at andre der står i samme situation,enten du selv har brystkræft eller måske er pårørende til en der har det, kan hente inspiration i min historie.
Vigtigt er dog at huske, at dette er min historie og min transformation igennem forløbet og jeg håber du finder din vej.

For 2 år siden

Frygt Posted on ons, oktober 23, 2019 16:05:42

For 2 år siden havde jeg afsluttet min kemo behandling. Det var med en vis mængde frygt, at jeg ikke længere skulle have den ugentlige kur, men selvfølgelig SKØNT, at det endelig var overstået.

Behandlingen gav på en eller anden måde en tryghed og pludselig var frygten tilbage igen, for hva’ nu…. Jeg har jo aldrig vidst om jeg responderede godt på behandlingen, for jeg var jo opereret inden, men alligevel var det trygt.

I dag 2 år efter fylder frygten ikke meget, eller rettere, den fylder mest når jeg skal til tjek eller hvis jeg mærker stikken i brystet ( bivirkninger efter stråler).

Jeg troede i begyndelsen nærmest ikke på, at der ville komme en dag, hvor jeg kunne slippe frygten, hvor den ikke længere skulle ligge i baghovedet og titte frem i tide og utide, men tiden gør underværker og jeg fandt min måde at “overleve” perioden under og efter😊.



Frygt for tilbagefald

Frygt Posted on fre, oktober 26, 2018 08:33:09

Frygt for tilbagefald fylder en del, især efter du har afsluttet kemo og strålebehandling. Du har talt ned til sidste behandling, men samtidig frygtet den.

Jeg har nævnt det før, at man eller jeg følte mig sikker under behandlingerne og da de stoppede, sneg der sig en frygt ind med hva´nu?

Hvis der der kom en stikkende smerte i brystet, så stod hjertet stille og blodet frøs til is, alt imens jeg mentalt forsøgte at STOPPE den smerte. Jeg ville ikke kendes ved den. Alt energi og fokus er på den smerte, for hvad nu hvis……

Så kommer det pudsige.. hvad ville være mest logisk når man oplever at det gør ondt? Det ville selvfølgelig være, at ringe til sygehuset for at høre om det er normalt!

Men nej, det gør man jo heller ikke. Ikke fordi jeg ville frygte at de tænkte, at jeg var hypokonder, men FORDI JEG VILLE VÆRE BANGE FOR DER VAR NOGET.

Ganske ulogisk, for jo før kræft bliver opdaget, jo bedre, men nogle gange er det ikke fornuften der vinder.

Jeg spurgte til en lægeundersøgelse og fik at vide, at det var HELT normalt efter strålebehandlinger.
Selv om jeg ved det, kan jeg stadig fryse til is når noget gør ondt, men det bliver mindre jo mere tid der gårsmiley



Dødsangst

Frygt Posted on søn, september 16, 2018 16:30:46

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, så var frygten for ikke at skulle være her mere, FORFÆRDELIG.
Vi ved jo alle godt, at vi engang skal dø, men det ligger jo langt ude i fremtiden, hvor vi både har oplevet børn vokse op og få børn og igen børnebørn få børn og til sidst lukker vi vores øjne mæt af dage, ganske naturligt og udramatisk……

Nu stod jeg her og anede INTET. Var jeg købt eller solgt? Tanken om, at jeg ikke skulle være en del af mine pigers opvækst, ikke at opleve dem blive voksne og få børn (hvis de ønsker det og kan).

Jeg måtte flere gange sige til min mand, at han skulle sørge for at fortælle dem om mig, så jeg ikke blev glemt.
Tanken om at min mand ville finde en ny kone og hun så skulle være pigernes nye “mor” var FRYGTELIG og det selvom, at jeg på alle måder ønskede det bedste for både min mand og børn, men tanken om, at deres liv ville gå videre uden mig, kunne jeg slet ikke bære….og min ældste datter skulle konfirmeres foråret 2018 tænk hvis….smiley

Ja, det er ikke småting der går gennem hovedet når diagnosen lyder på kræft.. Selv om jeg med logisk tænkning godt kunne se det løb lidt af sporet når jeg tænkte sådan, så er det jo også nødvendigt at forholde sig til de svære ting/tanker.
Jeg var i begyndelsen så bange for at skulle dø fra min familie, at jeg slet ikke var glad. Frygten fyldte rigtig meget og jeg kunne blive fuldstændig lammet indvendig. Det var som om at blodet frøs til is og angsten bankede afsted.

Jeg var heldig at kende til en anden der havde været hele forløbet igennem året før og bare det, at hun kunne fortælle, at sådan havde hun også haft det og det blev bedre med tiden, hjalp mig utroligt meget.
Jeg mødte også en under behandlingerne (min kemo vendinde) og sammen med hende kunne jeg også vende de svære tanker.

Jeg måtte også huske mig selv på, at jeg jo kunne få en tagsten i hovedet eller træde ud foran en bus og der ingen garantier er her i livet, andet end at være glad for hver eneste dag du får. Det er så nemt at glemme og vi tager livet som en selvfølge og gudskelov for det, men jeg prøver hver dag at sætte pris på det jeg har. Jeg vil ikke gå og være bange for at miste at se mine piger vokse op, jeg vil nyde at være sammen med dem hver dag og få nogle gode oplevelser og minder med dem.



Frygt

Frygt Posted on ons, august 08, 2018 12:55:35

Aldrig har jeg været så bange i hele mit liv. Tusind tanker fløj rundt i mit hoved. Er jeg død om en måned? hvordan skal børnene klare sig uden mig?
Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget i hele mit liv, hvilket siger meget, da jeg i forvejen har let til tårer.
Jeg var fuldstændig handlingslammet. I alle mine vågne timer kørte tankerne rundt i hovedet på mig og jeg kunne slet ikke finde glæde ved noget.
Jeg bestilte 2 bøger “fortæl mor” som jeg begyndte at udfylde til mine piger og jeg fik min mand til at love, at passe godt på dem hvis det værste skulle ske.

Jeg kunne slet ikke holde ud at have det sådan. Hvis jeg havde kort tid tilbage, så skulle den ikke bruges på at være ked af det, men hvad pokker gør man, når diagnosen er det der fylder hele ens vågne tid, ja selv om natten vågnede jeg op og tænkte videre og igen så snart jeg slog øjnene op til en ny dag.

Jeg kunne heller ikke holde ud at få at vide, at det nok skulle gå godt FOR HVORDAN F….. kunne de vide det…

Jeg har en god veninde som jeg skriver med dagligt. Her kunne jeg få luft for nogle af mine tanker uden at bekymre mand og familie. Jeg følte jeg var faldet i et hul og kun med nød og næppe kunne holde fast med det yderste af neglene. Mit humør var helt i bund og jeg frygtede at jeg skulle få en depression, hvilket jeg havde prøvet før pga stress og det følte jeg ikke var den helt rigtige kombination sammen med brystkræft, så jeg måtte gøre noget.

Jeg bestilte tid ved en fantastisk akupunktør. Beskrev kort at jeg havde brug for balance og ro i mit sind og advarede hende om, at jeg nok ville begynde at græde når jeg kom. Det holdt stik, for jeg tudede det meste af tiden, men fra den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville bruge al min tid på at være ked af det. Ganske langsomt vendte mit humør tilbage. Ikke sådan at jeg gik rundt med armene over hovedet, men min hverdag blev tålelig og humoren, især den sorte vendte langsomt tilbage.

Jeg har på intet tidspunkt følt mig som et offer eller har haft ondt over den skæbne der pludselig ramte mig. Jeg synes det har været synd for mig når jeg har haft det skidt, men ganske kortvarig, for det hjalp jo ikke noget.

Det der virkelig hjalp mig var at høre fra andre der havde været igennem det samme og hvor tænker vi bare ens.